Det gælder for alle der kommer på hospice. Ingen af dem ønsker at arbejde noget mere, de ønsker alle at have mere tid sammen med deres kære.
I Søren Kierkegaard's bog fra 1843 “Enten Eller” første del, skriver han:
Af alle latterlige Ting forekommer det mig at være det allerlatterligste at have travlt i Verden, at være en Mand, der er rask til sin Mad og rask til sin Gjerning. Naar jeg der|for seer en Flue i det afgjørende Øieblik sætte sig paa en saadan Forretningsmands Næse, eller han bliver overstænket af en Vogn, der i endnu større Hast kjører ham forbi, eller Knippelsbro gaaer op, eller der falder en Tagsteen ned og slaaer ham ihjel, da leer jeg af Hjertens Grund. Og hvo kunde vel bare sig for at lee? Hvad udrette de vel, disse travle Hastværkere? Gaaer det dem ikke som det gik hiin Kone, der i Befippelse over, at der var Ildløs i Huset, reddede Ildtangen? Hvad Mere redde de vel ud af Livets store Ildebrand?
Komikeren Jan Monrad udtalte, at han syntes, at en mand der havde travlt, var i hans øjne latterlig.
Uddrag fra Kristeligt-dagblad.dk 17/5-2023 interview med chef for Kirkens Korshær Jeanette Bauer:
Hvad er tidens største etiske dilemma?
Vi fortaber os i præstationer i konkurrencesamfundet i stedet for at få taget den større diskussion om, hvordan man faktisk skal have det som menneske i det danske samfund. Samtidig med at vi har en samfundsøkonomi, som bare buldrer derudad med tårnhøj beskæftigelse, har vi altså også en masse unge mennesker, der ikke trives og føler sig utilstrækkelige. Vi har massiv fattigdom blandt børn i Danmark. Hvorfor accepterer vi det i et af de rigeste lande i verden?
Det siger mig noget om, at der er nogle snakke og nogle retninger i vores samfund, som vi ikke får taget hånd om. Hvad er det i vores samfund, vi har fået skabt, så de mennesker, der skal bære vores samfund videre, faktisk knækker under presset?
Vi taler meget om danske værdier som noget, alle er enige om hvad er. Og hvis det er en dansk værdi, at man skal arbejde sig selv ihjel, så tror jeg faktisk ikke, at alle danskere er enige. Der er mere i livet end at arbejde og præstere. Der er faktisk det ved livet, at bare fordi vi er i live, så er vi værdifulde i os selv. Så er vi nok. Og hele denne lidt filosofiske diskussion om den menneskelige værdi mener jeg, vi mangler at tage – også politisk. For hvad har det af politiske konsekvenser, at vi er nok – alene i kraft af, at vi er mennesker? Det synes jeg er meget interessant og også dilemmafyldt. For der skal selvfølgelig også produceres og så videre, men skal det være sådan her? Er det den bedste måde?
